
Ud Af Natten
De mørkeste perioder. Vi oplever dem alle sammen. De er en del af livet - en del af det at være menneske - men hvordan kommer vi godt igennem dem?
Måske kan du finde nogle svar her. Finde lidt støtte og trøst, hvis du er midt i det, der føles ubærligt. Hvis du sidder i følelsen af sorg og smerte og har svært ved at se lys eller håb og bare gerne vil finde ind til glæden igen.
Jeg har finkæmmet landet for terapeuter, eksperter, forskere, shamaner, psykologer, kloge koner og vise mænd og andre, som inspirerer. Dem udspørger jeg i "Ud af Natten" for at få deres syn på sorgen og smerten. De deler perspektiver, kærlige råd og fortæller om mulige veje, som vi kan gå på, når vi bare gerne vil ud af natten.
Stort set alle kommer i samtalerne med budskabet om, at det er i mørket, vi kan transformere os, så vi oplever mere liv og mere lys. Larven forpupper sig i mørket og forvandles til farvestrålende sommerfugl. Folder vingerne ud og løfter sig op. Det kaldes metamorfose.
For nylig har jeg selv været der - i sorgen og smerten - og jeg havde i den periode virkelig brug for at høre, at jeg ikke var alene, og at der var lys forude. Derfor den her podcast. Den er til alle Jer, der synes, at livet i mørket er svært at være i.
Ud Af Natten
#10 - Om sorgens transformation og Joe Dispenza metoden - med Chalotte Fruergaard
Chalotte Fruergaards mand døde for få år siden, og hun oplevede at blive trukket ind i en dyb, dyb sorg, der ændrede hende for altid. Hun kunne ikke længere foregive at være noget, hun ikke var. Det var en oplevelse af at blive fuldstændig skrællet ind til benet.
En hudløst ærlig fortælling om, hvordan faldet fra en piedestal transformerede arrogance til kærlighed. Sorgen fik alt til at krakelere, og under skallen var der dyb kærlighed til medmennesker i alle former.
Igennem mødet med Joe Dispenza begyndte hun at løfte sig op og forstå det felt, som er kvantehavet. Det ukendte, hvor alle muligheder bor. I det arbejde, som Joe Dispenza taler om og underviser i, der kan vi ændre vores biokemi. Altså, vi kan skubbe både krop og sind ud af en given tilstand og over i en anden.
Så... i sorgen er der uendelige muligheder, hvis vi tør gå gennem dem og lade den strippe alle lagene af ind til hjertet og nuet.
Læs mere om mig, Diana Lillianna Axelsen, på mind-body-energy.dk.
Hvis du vil følge "Ud af Natten" på Facebook, så meld dig ind i gruppen af samme navn. Så får du meldinger om, når der er nye afsnit og info om gæsterne m.m.
Det betyder også noget, hvis du giver podcasten et like eller en anmeldelse. Så hopper vi op i søgealgoritmerne, og flere får øje på både den og de mange muligheder, der er derude. For sorg og smerte er svær at være i - det ved jeg - og det hjælper tit at høre om, at der er lys forude.